Nyheder

ENDELIG! NÅR DRØMMEN BLIVER TIL VIRKELIGHED

ENDELIG! NÅR DRØMMEN BLIVER TIL VIRKELIGHED

Sådan skriver initiativtageren Mikael Holm Conner om tankerne om den nye indsigtbro. Også stor tak til Roland Carlfeld som har været en del af projektet..

Jeg elsker når drømmen sker lige foran øjnene på mig. Tænk at have fornøjelsen af at være medskaber af en ny kombineret skov- og vandoplevelse i nordenden af Esrum Sø i det historiske Gribskov. Tænk at få lov til at lave en indsigtsbro der kommer til at underbygge at både børn, unge, voksne og ældre, nybegyndere og erfarne kan være endnu mere aktive i det fri, og nyde naturen fra en ny vinkel i ro og mag. Se det giver sgu mening!

Jeg elsker at kunne invitere til pause, og for en stund trække stikket ud, nyde roen og vende blikket ind af mod de mange kulturhistoriske træk som bl.a. vaskehuset, Gribskovs karakteristiske skovkrone og morænelandskab. Men også vende blikket ud af mod livet i søen hvor Hvinand, Blishøne, Fiskehejre, aborre, ål, gedde, og en sjælden gang imellem Isfugl og Havørnen jager. Kig forbi uanset om du er gående, i kajak, svømmende, cyklende, løbende, friluftsinteresseret, selvorganiseret, institutionaliseret, foreningsdrevet eller blot faret vild.

Hvad er en indsigtsbro? En indsigtbro er en bro hvorfra du kan fordybe dig i naturen på en opmærksom måde og fra en ny vinkel. Indsigten pirrer og aktiverer dine sanser, og hvis du vil kan du høste alle de sundhedsmæssige fordele som styrker dig mentalt, følelsesmæssigt, kropsligt eller socialt.

Jeg håber vi ses til vinterbadning, soppen i vandkanten, svømmetur, UV jagt, SUP, kajak, kano, fiske, vandring, MTB, løb, bål, shelter besøg, udeskole, sankning, skovyoga, meditation, bushcraft, naturvejledning, naturterapi og meget andet.

Projektet er et partnerskab mellem Esrum Borgerforening og Naturstyrelsen Nordsjælland. Realiseret med midler fra fonden Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Se flere billeder i Galleriet

Relaterede artikler