Vedtægter

Vedtægter
Featured

Hent vedtægter som pdf dokument.

§ 1 Foreningens navn
ESRUM BORGERFORENING
Esrum Hovedgade 21B, 1. sal, Esrum, 3230 Græsted
Hjemmeside: www.esrumborger.dk
CVR nr.: 29659850

§ 2 Foreningens formål

Esrum Borgerforenings formål er at varetage esrumborgernes fælles interesser ved at udvikle og styrke et godt forhold og arbejde for at bevare lokalsamfundet. Foreningen er uafhængig af partipolitik og religion.

§ 3 Foreningens virke
Foreningen skal ved møder og arrangementer med foreningens medlemmer opfordre til nye idéer og tiltag til gavn for lokalsamfundet. Bestyrelsen skal på Generalforsamlingen fremlægge indkomne forslag til afstemning. Ved Generalforsamlingen skal der fremlægges eksemplarer af foreningens vedtægter.

§ 4 Medlemskab
Som medlem kan optages enhver borger og institution i Esrum og omegn. Udmeldelse skal ske skriftligt via brev eller på mail til bestyrelsen inden regnskabsårets afslutning den 31.12.
Udmeldelsen træder i kraft ved førstkommende Generalforsamling.

§ 5 Kontingent
Det årlige kontingent fastsættes på Generalforsamlingen og opkræves af kassereren én gang årligt. Kontingentet gælder hele husstanden. Medlemmer, som ved generalforsamlingen er i kontingentrestance, bliver afskrevet som medlem.

§ 6 Bestyrelsens sammensætning og valgperiode
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling.

Udover bestyrelsen vælges 2 suppleanter til bestyrelsen og 2 bilagskontrollanter. I lige år afgår 3 medlemmer og i ulige år afgår 4 medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år og suppleanter og bilagskontrollanter for et år. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer, webredaktør og medlemmer. Sekretærfunktionen og rollen som referent går på skift mellem medlemmerne og
aftales efter behov af den til enhver tid siddende bestyrelse. Referat fra bestyrelsesmøder skal godkendes af bestyrelsesmedlemmerne på de ordinære bestyrelsesmøder. Ethvert medlem i bestyrelsen kan forlange sin mening tilført referatet.
Konstitueringen (fordelingen af poster) kan laves om efter behov, og gælder for højst ét år ad gangen, indtil årets ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor Generalforsamlingen at engagere lønnet hjælp, hvis det skønnes nødvendigt.

Intet medlem hæfter for mere end sit indbetalte kontingent.

§ 7 Foreningens drift
Formanden leder foreningens drift såvel som dennes møder og repræsenterer foreningen, hvor bestyrelsen finder anledning dertil. I tilfælde af formandens forfald varetager næstformanden dennes pligter.

Kassereren modtager alle indbetalinger og afholder foreningens kasse med alle dens drift forbundne omkostninger og udgifter, samt fører medlemslisten. Alle udgiftsbilag attesteres af
formanden.

Webredaktøren kan kommunikere referater og anden information til Esrum Borgerforenings medlemmer via foreningens hjemmeside og andre sociale medier.

Formanden og kassereren har i fællesskab tegningsret for foreningen

§ 8 Beslutningsprocesser
Ingen beslutning kan tages på et bestyrelsesmøde, hvor ikke foruden formanden eller næstformanden, 2 af bestyrelsens medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er
formandens stemme, eller næstformandens, når denne fungerer i formandens sted, afgørende.

§ 9 Generalforsamling og regnskabsår
Foreningen afholder én årlig generalforsamling i marts måned. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december. Regnskabet udarbejdes af kasserer og godkendes af bilagskontrollanter og forelægges bestyrelsen inden 1. marts. Kun i tilfælde af force majeure kan Generalforsamlingen udsættes.

§ 10 Generalforsamlingens afvikling
Generalforsamlingen vælger dirigent og referent, hvorefter formanden aflægger beretning om foreningens virke i årets løb. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.

Generalforsamlingen skal indvarsles til medlemmerne med underretning om dagsorden via email eller på papir via post/omdeling til de, som ikke har adgang til internettet, senest 3 uger før dens afholdelse.

Forslag, der ønskes behandlet på Generalforsamlingen, skal indgives skriftligt via brev eller på mail til bestyrelsen senest 14 dage inden Generalforsamlingen og udsendes med den endelige dagsorden, og regnskabet senest en uge før Generalforsamlingen afholdes.

§ 11 Referat fra generalforsamling
Referatet forelægges dirigent og bestyrelse til godkendelse senest 14 dage efter Generalforsamlingen er afholdt, hvorefter det offentliggøres på foreningens hjemmeside og
omdeles eller sendes på papir til de medlemmer, som ikke har adgang til internettet.

§ 12 Beslutningsdygtighed og stemmeret på generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Bestyrelsens afgørelser kan af ethvert medlem altid indankes til endelig afgørelse for generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

Såvel valg af bestyrelse, bestyrelsessuppleanter og bilagskontrollanter kan ske ved skriftlig afstemning. Almindelige foreliggende sager kan afgøres ved håndsoprækning. Hvis 1/3 af de
fremmødte eller bestyrelsen kræver det, skal valg og sager afgøres ved skriftlig afstemning. Alle valg og sager afgøres ved simpelt stemmeflertal. Står antallet af stemmer herefter lige foretages lodtrækning.

Hver husstand, som har betalt kontingent rettidigt, har én stemme. Hvis der er flere betalende medlemmer i husstanden, har man tilsvarende antal stemmer. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt. Denne skal kunne forevises ved afstemning.

For at have stemmeret og for at være opstillingsberettiget på generalforsamlingen, skal man have været medlem i mindst 2 måneder inden generalforsamlingens afholdelse.

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær Generalforsamling kan indvarsles af bestyrelsen til enhver tid, og når det skriftligt med angivelse af forhandlingsemne forlanges af mindst 10 af foreningens medlemmer.
Ekstraordinær Generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel.

§ 14 Dagsordenspunkter til ordinær generalforsamling
Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Det reviderede regnskab fremlægges af kassereren
5. Forslag til kontingent
6. Forslag fra bestyrelsen
7. Forslag fra medlemmer
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer ifølge § 6
9. Valg af 1. og 2. suppleant til bestyrelsen
10.Valg af 2 bilagskontrollanter
11.Eventuelt

§ 15 Forholdsregler ved evt. nedlæggelse af foreningen
Nedlæggelse af Esrum Borgerforening kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling. Der vil her kun være dette ene punkt på dagsordenen.
Ved nedlæggelsen af foreningen skal Esrum Borgerforenings eventuelle overskud tilfalde Esrum IF efter nærmere aftale. Hvis Esrum IF skulle være nedlagt før Esrum Borgerforening, skal den til enhver tid siddende bestyrelse tage stilling til, hvilken anden frivillig institution i Esrum, der kan overtage det eventuelle overskud.

Vedtægterne er godkendt af de fremmødte på generalforsamlingen den 24. august 2020 i Esrum Borgerforening